30-10-23 POLITIET EFTERLYSER OPLYSNINGER
BILLEDE/NORDJYLLAND POLITI.
Nordjyllands Politi skriver. Nye billeder af mistænkt mand frigives
Politiets intense efterforskning af en voldtægt og et voldtægtsforsøg i Aalborg fredag den 20. oktober 2023 har nu tilvejebragt mere fotomateriale af den mistænkte mand samt yderligere viden om hans færden, bl.a. i tiden efter gerningstidspunktet. Og det er disse billeder, der nu offentliggøres af Nordjyllands Politi.
Det oplyser efterforskningsleder, politikommissær Carsten Straszek.
Den mistænkte mand bliver, lørdag den 21. oktober 2023, observeret kl. 14:47 om eftermiddagen i området omkring Frederikstorv beliggende i det centrale Aalborg.
Her ses han, først, cyklende uden fladskærm.
Omkring en halv times tid senere, kl. 15:15, ses han, dernæst, cyklende med fladskærm bag på cyklen – noget som politiet også bragte billeder af i går, ligesom beklædningsdele efterladt på gerningsstedet blev offentliggjort.
De nye overvågningsbilleder er taget i området omkring Frederikstorv i Aalborg.
Yderligere om færden
Den mistænkte mand cykler derpå igennem Ø-gadekvarteret i Aalborg med retning mod Sohngårdsholmsvej, hvorpå han omkring kl. 1600 ender i Grønlandskvarteret i det sydøstlige Aalborg.
Og her ved politiet, at han i hvert fald cykler rundt indtil kl. 18.00-18.30, som det også fremgår af efterlysningen bragt af politiet i går, 27. oktober.
Ring 114
”Det er meget karakteristisk at cykle rundt med en fladskærm af den størrelse, så der må være borgere, som har lagt mærke til det,” siger Carsten Straszek, og han fremhæver, at Nordjyllands Politi især gerne hører fra personer, der:
- genkender ham
- har talt med ham
- har gode billeder og/eller video af ham
”Så skal man straks ringe til os på telefon 114,” pointerer politikommissæren.
Formentlig løsere tilknytning til Aalborg
Det er politiets opfattelse i forbindelse med denne intense efterforskning, at den mistænkte er af udenlandsk herkomst uden fast tilknytning eller med en løsere tilknytning til Aalborg.
”Og det kan være årsagen til, at der ikke er nogle borgere, som umiddelbart genkender ham. Det er også vores opfattelse, ud fra kortlægningen af hans færden, at hans opholdssteder, uanset hvor fast eller løst det er, kan være i eller omkring hele Aalborg,” fortæller Carsten Straszek.
Over 100 henvendelser
Politikommissæren oplyser slutteligt, at politiet har modtaget over 100 henvendelser fra offentligheden i sagen, og at efterforskningen forsætter på højtryk i den kommende tid.
”Det er en dybt alvorlig sag, der skaber en helt forståelig utryghed for byens borgere. Vores massive efterforskning i sagen fortsætter, og jeg vil igen gerne understrege, at borgerne skal ringe til os på 114, hvis de har oplysninger i sagen – også hvis man er utryg og har brug for tale med os,” lyder det fra Carsten Straszek, der i øvrigt også retter sin tak til offentligheden for at have modtaget de mange henvendelser.
Del meget gerne.
Tak for hjælpen.
//Nordjyllands Politi