04-11-23 20-ÅRIG ANHOLDT OG SIGTET
BILLED/ARKIV FOTO
Det var to brødre, der fredag aften blev stukket ned i Ikast.
Nu er en 20-årig mand blevet anholdt og sigtet for drabsforsøg.
Det skriver Midt og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den ene af brødrene, en 30-årig mand, blev fløjet til Aarhus Universitetshospital med svære skader efter flere knivstik.
Ringede selv
Politiet har siden knivstikkeriet efterforsket sagen intenst, og til at begynde med var det end ikke fastlagt, hvor den voldsomme hændelse overhovedet havde fundet sted.
Den 30-årige mand ringede selv til politiet klokken 22:13 fra sin bil på en McDonald’s-parkeringsplads.
Siden har politiet fastslået, at den nu anholdte mand og de to brødre havde været i en form for opgør i området omkring Jyllandsgade ved Sønderparken i Ikast.
Broren, en 27-årig, fik også lettere skader i forbindelse med knivoverfaldet.
Ikke banderelateret
Politiet efterlyser vidner i sagen, der kan have set eller hørt noget. Eventuelle vidner kan komme i kontakt med politiet på telefon 1-1-4.
– Der er ikke noget i efterforskningen, der tyder på, at der er tale om et bande- eller narkoopgør. Det er vores opfattelse, at hændelsen ikke er tilfældig, at de involverede personer har haft kontakt med hinanden inden opgøret, udtaler Hans Roost, der er politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Den anholdte 20-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag, oplyser politiet, der af hensyn til efterforskningen ikke vil kommentere yderligere.