04/12-2023 Lidt mildere vejr i vente
Tekst Dmi Foto Dmi
Efter en periode med rigtig koldt og stedvis snerigt vintervejr, er der en mildning på vej. Den kommende uge skubbes den meget kolde luftmasse over Danmark mod øst og nordøst, når lavtryk af flere omgange sender fronter ind over landet fra vest eller sydvest. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at dagtemperaturerne i den kommende uge typisk vil ligge mellem frysepunktet og 4 graders varme, mens vi om natten når ned mellem ca. 5 graders frost og 1-2 graders varme.
Tidligere har prognoserne antydet, at vi i løbet af den kommende uge står over for et omslag fra meget koldt til mere mildt vintervejr, men som det ser ud lige nu, er det ikke et massivt varmefrembrud, vi har i vente, men blot en lille mildning. Derfor vil sneen flere steder fortsat kunne dække landskabet, om end det gradvist vil svinde mere og mere.
Meteorolog Mette Zhang, mandag den 4. december 2023 kl. 01.00.