06-03-24 31-årig mand anholdt i Tønder
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt onsdag klokken 02.20 en 31-årig mand i en bolig på Strucksalle i Tønder.
Vedkommende er sigtet for trusler på livet mod en polititjenestemand.
Politiet var om formiddagen til stede på adressen i forbindelse med en politiforretning, hvor den 31-årige mand truede en betjent.
Politiet afspærrede efterfølgende området og foretog evakuering i forbindelse med forberedelse af anholdelse af gerningsmanden.
Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med anholdelsen. Der var tale om anholdelse af en person, der befandt sig alene i sin lejlighed.
Politiet anvendte tåregas i forbindelse med anholdelsen, hvilket betød støj i området.
Som følge af anholdelsen er afspærringen af området ophævet, og borgerne kan således vende tilbage, ligesom trafikken i området igen er normal.
Politiet vil gerne takke borgerne for deres forståelse og samarbejde i forbindelse med hændelsen.
Politiet har af hensyn til efterforskningen p.t. ikke yderligere oplysninger til pressen.
Opdatering
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt onsdag klokken 02.20 en 31-årig mand i en bolig på Strucksalle i Tønder og sigtede ham for trusler på livet mod en polititjenestemand.
Politiet var om formiddagen til stede på adressen i forbindelse med en politiforretning, hvor den 31-årige mand truede en betjent på livet med en pistollignende genstand.
”Truslen var af en karakter, der betød, at vi stod med en potentielt farlig gerningsmand i et område med mange beboere, skole og institution. Vi vægter altid borgernes sikkerhed meget højt og besluttede derfor at evakuere beboere og afspærre området som en forberedelse til anholdelsen”, oplyser politiinspektør Gert Bisgaard.
Politiet forsøgte at få den 31-årige til at forlade sin lejlighed frivilligt. Da det ikke lykkedes blev der brugt tåregas og anholdelsen blev gennemført klokken 02.20. Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med anholdelsen.
Den samlede vurdering af sagen og det at der var tale om en attrap betyder, at den 31-årige bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør, men politiet opretholder sigtelsen og har indledt en efterforskning af sagen.
Kilde/Syd- og Sønderjyllands Politi