08-03-24 politiet er til stede i Randers
FOTO/SPOTFOTO
Politiet er pt tilstede med flere køretøjer på Platanvej og Gråpilevej i det nordøstlige Randers hvad årsagen er til deres tilstedeværelse ved vi på nuværende tidspunkt ikke.
Opdatering
Torsdag aften skete der en dybt ulykkelig hændelse på en adresse i det nordøstlige Randers, hvor en 30-årig mand blev stukket med kniv foran sin bopæl og kort tid efter afgik ved døden.
Politiet fik kort tid efter anholdt den formodede gerningsmand, men episoden har medført en del utryghed hos naboer og øvrige beboere i området.
Derfor vil Østjyllands Politi fredag eftermiddag køre sin mobile politistation til Hadsundvej 83 i Randers NØ, hvor alle borgere er velkomne forbi til en snak om det, de måtte have brug for at tale med politiet om.
Den mobile politistation vil være til stede på en parkeringsplads foran supermarkedet 365discount i tidsrummet fra kl. 13.00 til kl. 20.00 fredag den 8. marts.
”Vi er meget opmærksomme på, at episoden har medført en del utryghed i området, og derfor taler vi meget gerne med alle dem, der måtte have brug for det og eventuelt føler sig utrygge. Men det er også meget vigtigt for os at understrege, at vi ser på sagen som en enkeltstående og dybt ulykkelig hændelse, som heldigvis sker meget sjældent,” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.
Sagen efterforskes fortsat
Det er politiets formodning, at den 31-årige gerningsmand har ageret på egen hånd, og at han intet forudgående kendskab har til den 30-årige dræbte.
Det er endnu uvist, hvad der er gået forud for konfrontationen mellem de to parter, hvorfor politiet fortsat efterforsker sagen på højtryk.
Politiet vil – foruden sin tilstedeværelse med den mobile politistation – også fortsætte sin massive synlige tilstedeværelse i boligområdet over hele weekenden for at få foretaget yderligere sporsikring og indhentet videoovervågning til sagen.
Vidner og naboer med oplysninger til sagens efterforskning bedes kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114 eller rette henvendelse til den mobile politistation i løbet af fredagen på Hadsundvej i Randers NØ.