25/02-25 𝐒𝐭ø𝐫𝐫𝐞 𝐨𝐥𝐢𝐞𝐮𝐝𝐬𝐥𝐢𝐩 𝐟𝐫𝐚 𝐥𝐚𝐬𝐭𝐛𝐢𝐥, Stouby

FOTO & TEKST: Rs-Pressefotos
Mandag morgen kl. 9.30 blev Sydøstjyllands Brandvæsen, Station Hedensted, kaldt ud til en større forurening i Stouby. Mistanken var et benzinudslip, hvilket førte til, at også Station Horsens blev tilkaldt med deres Redningsvogn med special til miljøhændelser.
Vores fotograf, der ankom fra Hedensted-siden, stødte på endnu en udrykning på Horsensvej og Juelsmindevej, hvor Trekantbrand Station Vejle kl. 9.47 blev sendt afsted til en mindre forurening i form af spild på en parkeringsplads lige efter et kryds. Brandfolkene var i gang med at strø kattegrus for at opsuge væsken, som viste sig at stamme fra en lastbil, der holdt parkeret på pladsen.
Efter nærmere undersøgelse viste det sig, at lastbilen havde kørt fra Stouby ad Juelsmindevej og helt frem til krydset ved Horsensvej, mens den havde tabt hydraulikolie på hele strækningen. Eftersom udslippet skete på tværs af både Sydøstjyllands Brandvæsens og Trekantbrands områder, blev opgaven delt mellem de to beredskaber.
Trekantbrand håndterede oprydningen på parkeringspladsen, mens Sydøstjyllands Brandvæsen koncentrerede sig om forureningen omkring tankstationen i Stouby og videre op til rundkørslen ved Daugård. Begge beredskaber anvendte store mængder kattegrus for at opsuge olien, før de vendte tilbage til stationerne.